💰 Personlig selvangivelse
💰

Husk at tjek din selvangivelse




Alle skal huske at...


> tjekke alle tal på den personlige årsopgørelse. Selv den angivne lønindkomst. For selvom ting indberettes på dig automatisk, og det er sjældent at der sker fejl - så sker der dog stadigvæk fejl og de kan være dyre. De fleste er dog lette at spotte, hvis blot man læser sin selvangivelse igennem og blot overvejer om tallene stemmer overens med ens egen forventning.

Nedenfor er en oplistning af de punkter, hvor vi oftest ser, at folk har fejl i deres selvangivelse:

  • Tjek dit kørselsfradrag 
    (kørsel til og fra arbejdsplads over 24 km om dagen). 
    Det kommer ikke automatisk med, da SKAT har besluttet at man skal angive hvor mange gange man kører på arbejde måned for måned. 
    Du skal altså i gang med at tælle, og indsende til SKAT via selvangivelsen for året.
    Læs mere ved SKAT:  Kørselsfradrag skat.dk

  • Tjek dit servicefradrag. 
    Hvis du har haft udgifter til noget i dit hjem, såsom rengøring, havearbejde eller lignende, så tjek om du kan trække lønudgifterne fra.
    Se listen ved SKAT her:  Se, om du kan få servicefradrag skat.dk

  • Tjek arbejdsrelaterede fradrag - særligt hvis du har været væk hjemmefra i 2023 i forbindelse med dit arbejde i mere end 24 timer.
    Læs mere ved SKAT:  Arbejdsrelaterede fradrag skat.dk

  • Husk at angive eventuelle renteindtægter eller udgifter, hvis du f.eks. har lånt penge af/til en ven eller har en mellemregning med et selskab (se længere nede).
    SKAT kender intet til disse renter, da de ikke indberettes.
    Renter på mellemværende med finansielle institutioner såsom bank, realkredit og leasingselskaber bør være indberettet automatisk, men kontroller også her, om det ser korrekt ud.

  • Tjek dine fradrag for indbetalt pension
    Dit pensionsselskab vil automatisk indberette dine indbetalinger til skat.
    Men de kan have angivet det forkert, hvilket vi også indimellem ser. 

    En typisk fejl er at pengene er blevet registreret som en anden form for pension, end man selv har ønsket.

    En anden er desværre manglende angivelse af ekstraordinært store indbetalinger, da der kun automatisk fradrages pensionsindbetalinger op til et loft, hvorefter man selv skal tage stilling til det på selvangivelsen.
    Du skal være særlig opmærksom på dette, hvis du ikke har indbetalt til pension igennem din arbejdsgiver, men selv har indbetalt direkte til pensionsselskabet af privat midler.

  • Tjek at du ikke betaler ejendomsværdiskat af din udlejningsejendom
    Hvis du har en udlejningsejendom som lejes fuldt ud hele året rundt, så skal du husk at angive dette på din selvangivelse.
    Du kan gøre dette under indstillingerne for den enkelte ejendom.

  • Tjek dit værdipapirkartotek
    --- Kun relevant, hvis du har aktier eller andre værdipapirer i depot ---
    SKAT indbyggede tilbage i 2010 et aktiekartotek i deres platform.
    Dengang skulle borgerne tage stilling til om indgangsværdierne var korrekte.
    Vi støder desværre stadig på selvangivelser, hvor dette stadig står og blinker!
    Det vil sige, at der ikke siden 2010 er blevet taget stilling til værdipapirkartoteket. Dette er en kæmpe udfordring, hvis det er tilfældet.
    For hvis der ikke er taget stilling, så har SKAT ikke kunne beregne din aktieindkomst automatisk siden 2010 med det resultat, at der har stået 0 i aktieindkomst på alle dine selvangivelser, hvis der ses bort fra udbytte.
    Aktiekartoteket overfører nemlig kun et resultat til din selvangivelse, hvis den ikke mangler nogle oplysninger fra dig.
    Det er derfor meget vigtigt at man klikker på lommeregneren ud for gevinst/tab på aktier hvert år og tager stilling til de beskeder, som SKAT blinker med i det aktiekartoteket.
    Naturligvis skal man sammenholde resultatet som SKATs værdipapirkartotek kommer frem til med eventuelle årsopgørelser for dit depot, som du måtte have modtaget fra der hvor du handler aktier.

    Det kommer desværre stadig bag på folk, at de skal tage stilling, da flere til os har brugt undskyldningen: "Jeg troede, at det blev indberettet automatisk."
    Det er sandt, at transaktionerne i danske værdipapirsdepoter (og enkelte andre) bliver indberettet til SKAT, men har man f.eks. et udenlandsk depot indberettes dette ikke automatisk.
    Ligeså kan gevinsten ikke automatisk regnes ud, hvis der er gamle anskaffelsessummer som aldrig er angivet (hvis det ikke er blevet angivet tilbage i 2010).
    Desuden kan der være sket aktiesplit eller andre mere avancerede bevægelser i dit depot i løbet af året, hvor der er risiko for at bevægelserne ikke er registreret korrekt.

  • Har du har ejet andele i et unoteret selskab, som i indkomståret er lukket ned eller gået konkurs (altså et selskab som ikke er handlet på børsen), så kan du trække dit tab fra i skat/skal beskatte gevinsten.
    Det skal med som Rubrik 67 - Gevinst/tab på aktier, ikke optaget til handel på reguleret marked, samt udbytte der ikke er indeholdt udbytteskat i. Tab angives med minus

Du kan se mere om fradrag ved SKAT:  Find dine fradrag skat.dk



Har du en personligdrevet virksomhed (EMV, I/S m.fl.)


Sæt B-skatter til automatisk betaling

Hvis du driver en personligvirksomhed, så er det ofte, at du skal betale B-skat. 
B-skat er SKATs måde at opkræve din personlige skat på, som vil være i 10 rater fordelt over indkomståret.

Det er let at overse, at man skal betale B-skatterater og derved glemme at få dem betalt.
Hvis man ønsker at undgå rykkere og bruge tid på at taste alle betalingslinjerne ind i netbanken hvert år, så kan man tilmelde sig betalingsservice (se vedhæftede vejledning).

Hvis man tilmelder sig betalingsservice og har svingende indkomst fra år til år, så er det dog meget vigtigt, at du holder øje med din forskudsopgørelse.
For hvis den ændrer sig og dine B-skatterater fx stiger fra 10.000 kr. til 40.000 kr. per rate, så trækker den automatisk pengene på din konto og det er ikke umiddelbart til at få dem retur før din årsopgørelse er klar året efter.



Hvis du ejer/er medejer af et selskab


Hvis du er hovedaktionær i et selskab

I lighed med tidligere år, så skal ALLE hovedaktionærer* fortsat indsende blanket for kontrollerede transaktioner** til SKAT. 


Dette gøres ved at udfylde følgende, hvis det ikke allerede er gjort:  04.021 - Kontrollerede transaktioner skat.dk

OBS: Husk at klikke hele vejen igennem til du får en kvittering og download og gem den. Hvis du stopper, før du ser en kvittering, så er den ikke indsendt!


Det er mest oplagt at tage fat i den revisor som har assisteret en med sit regnskab. Det vil sige, at hvis vi ikke er jeres revisor, så er det formentlig ikke os I skal ringe til 😉

Ønskes vores assistance med noget af ovenstående, så tag endeligt fat i os i god tid.


* Man vil blive anset som hovedaktionær, hvis man har over 50 % af aktierne eller har bestemmende indflydelse over et selskab enten direkte eller indirekte. Opgørelsen skal ske samlet for ægtefælle, børn og børnebørn samt deres eventuelle ægtefælle (adoptiv- og stedbørn og deres ægtefæller medregnes også), forældre og bedsteforældre. Har eksempelvis ens forældre 30 %, man har selv 60 % og ens børn har 10 % ejerandel, da vil alle tre generationer være omfattet som hovedaktionær, og skulle indsende blanketten. Man er dog ikke omfattet, såfremt man ikke har andele i selskabet.

Indirekte kontrol opstår eksempelvis hvis man ejer et holdingselskab som har et datterselskab. Dermed vil man have indirekte kontrol over datterselskabet.

Blanketten skal indsendes uanset om man har haft transaktioner med selskab(et/erne) eller ej, også selvom selskab(et/erne) indberetter modsvarende oplysninger i sin(e) selvangivelse. Der er således ingen vej udenom.


** Kontrollerede transaktioner er alle de handelsmæssige eller økonomiske transaktioner en hovedaktionær har med de selskaber der er direkte eller indirekte kontrol over.

Typiske kontrollerede transaktioner vil være mellemregninger/lån til selskabet og forrentning heraf, leje af aktiver fra selskabet eller køb af varer fra selskabet.

Løn og udbytte er dog undtaget fra oplysningspligten, og vil således ikke skulle oplyses i blanketten.


Renter eller kautionspræmie

Husk at tjekke om du har haft renter på din eventuelle mellemregning med dit selskab.
Du bør kunne se dette i noterne til regnskabet. De findes formentlig i specifikationerne til årsregnskabet i et dokument revisor har kaldt for "intern regnskab, "bilag til selvangivelsen" eller "specifikationshæfte".
Renterne er ikke indberettet automatisk til SKAT og du skal derfor selv ind på din selvangivelse og taste det.

Hvis du har haft en renteindtægt, fordi du i regnskabsåret har lånt penge til dit selskab eller har modtaget en præmie for at kautionere for selskabets gæld, så skal du medtage dette i Rubrik 39 - Anden kapitalindkomst - info.skat.dk.

Har du derimod lånt penge af dit selskab og har en renteudgift til selskabet, så skal det medtages i  Rubrik 44 - Renteudgifter af anden gæld, herunder af statsgaranterede studielån i et pengeinstitut samt af pantebreve, der ikke er i depot (skat.dk).